Spin-Off Gribskovvej 4, 2100 København Ø
Tlf.: 30108080
Mail: info@spin-off.dk

Ny profil udadtil - stærkt fokus indadtil

Interview med Leo Schou-Jensen, CEO for Agile Team Aps

Spin-off virksomheder kan være den rette løsning, hvis man vil opdyrke en kompetence udenfor modervirksomhedens kerneområde. Det sikrer et stærkt fokus indadtil og det giver mulighed for at få en ny profil på markedet udadtil, fortæller Leo Schou-Jensen, Direktør for Agile-Team Aps.

 

Hvorfor valgte I at etablere en spin-off virksomhed?

Modervirksomheden Prolog Development Center A/S har eksisteret i mere end 25 år, og vi er efterhånden en markant profil indenfor avancerede planlægningssystemer til især luftfartselskaber og lufthavne. Men vi har også en række andre produkter og senest er vi begyndt at udvikle et værktøj til Agil projektstyring, hvor vægten ligger på løbende at levere værdi til kunden gennem kontinuerlig systemudvikling i modsætning til de traditionelle planlægningssystemer.

Vi havde og har løbende kontakt med Væksthuset gennem arrangementer som Vækstdagen, og de fortalte om mulighederne for etablering af spin-off virksomheder og opfordrede os til at blive en del af et spin-off program hos dem. Beslutningen var relativt let, da vi i forvejen gik med overvejelser om, hvad vi skulle gøre med det nye agile produkt.

 

Hvorfor har I valgt at lægge den nye forretningsidé over i et selvstændigt spin-off selskab, og ikke bevaret den i den eksisterende virksomhed?

Det er i mine øjne vigtigt, at man ved, hvad et firma står for. Prolog Development Center er kendt for vores systemer til luftfart - men ikke indenfor agil projektstyring. Derfor etablerede vi spin-off virksomheden Agile-Team Aps.

Fordelen ved spin-off modellen er, at vi udadtil får en klar profil, og at vi sikrer fokus på det nye kerneprodukt indadtil. Modervirksomheden skal have fokus på at udvikle sine kerneområder, og der er ikke plads til at dyrke grænseområderne ordentligt. Desuden kan der være bedre muligheder for ekstern finansiering af en spin-off virksomhed, fordi det er muligt at sælge andele i denne.

Ulempen er selvfølgelig, at det er svært at starte noget nyt. Al begyndelse er svær, og man risikerer ofte, at der bliver for lidt fokus på at udvikle idéen og produktet, fordi de basale ting ikke er på plads. Det har vi forsøgt at modgå ved at lægge den nye virksomhed under samme tag og købe basisydelser hos modervirksomheden. I vores tilfælde har det blandt andet været marketing, it-systemer og økonomistyring.

 

Hvordan understøtter modervirksomheden spin-off?

Modervirksomheden har først og fremmest skudt penge ind i form af anparts- og startkapital. Men derudover støtter Prolog Development Center med know how og praktiske basisydelser. Spin-off virksomheden køber en række ydelser hos modervirksomheden, og de kan trække på Prologs medarbejdere på timebasis.

 

Hvilke synergier er der mellem modervirksomheden og spin-off virksomheden?

Modervirksomheden er ekspert i planlægningssystemer og har mere end 25 års erfaring inden for dette felt. De erfaringer giver modervirksomheden videre til Agile Teamet, og omvendt kan vi inspirere med den nyeste viden og erfaring inden for agil projektledelse. Vi er gode til at tænke projekter mere som en proces end et produkt.

Helt konkret bruger Prolog Development Center spin-off virksomhedens projektstyrings-redskab, og det giver os en helt konkret værdi.

 

Hvilke råd ville I give til andre virksomheder, der går med overvejelser om at etablere spin-off virksomheder?

1) Holdbar idé: Forudsætningen for succes er, at man har en god idé der holder forretningsmæssigt. Kan den sælges? Har man kundekontakter nok?

2) Solid økonomi: Det er vigtigt, at man ikke starter helt forfra. Det kan være svært nok at løfte idéen, så det er vigtigt at sikre økonomien og praktiske ting som bogholderi og IT-systemer.

3) Spørg eksperterne: Det er vigtigt at kende ens egne svagheder, så man kan kompensere for dem. Vi er mange ingeniører herude, så vi er nok for teknisk fokuserede. For eksempel har vi fået hjælp af Væksthuset til at lave en forretningsplan.

 

Hvordan har væksthusets spin-off projekt bidraget til etableringen af den nye virksomhed?

Vi er glade for samarbejdet med Væksthuset. Det var dem, der fik os til at overveje spin-off modellen, og de har været en god støtte undervejs. Det var måske ikke blevet til noget, hvis vi ikke havde arbejdet med dem.

Konkret har vi brugt dem som sparringspartner i forhold til businessplaner. Vi har bl.a. fået lagt en strategi for ”go to market” og diskuteret konkurrentsituationen. Det hele er blevet gået grundigt igennem, så vi føler, at vi starter spin-off virksomheden op på en gennemarbejdet grundlag.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om udviklingen inden for spin-off området.

Nyhedsbrev

Kontakt

John Thesmer, projektlederJohn Thesmer
info@spin-off.dk
30108094

Se videointerview

EU| test